Et projekt som viser nye veje for digital kunstformidling
Projektet Sammen om Kunsten – digital kunstformidling og samskabelse sætter sejlene ind for at vise helt nye veje for kunstmuseers formidling af den danske kunstskat og hæve inddragelsen af publikum som aktive medskabere via sociale medier.
Projektet hedder Sammen om Kunsten – digital kunstformidling og samskabelse – og visionen er at vise helt nye veje for kunstmuseernes formidling af den danske kunstskat og signifikant hæve inddragelsen af publikum som aktive medskabere via sociale medier.
Her går fire statsanerkendte museer ARoS Aarhus Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Johannes Larsen Museet og Storm P. Museet sammen med Billedskolen Horsens om at lave inddragende live-udsendelser via digitale platforme såsom Facebook og Instagram. Med konceptet vil man som publikum ikke skulle “nøjes med” at være passiv beskuer, men aktivt kunne opleve den danske kunstskat hjemmefra via live-stream, upload og feedback – alt sammen som en del af et digitalt fællesskab med ligesindede.
Digital succeshistorie baner vejen
Idéen til projektet opstår i kølvandet på et år, hvor Tegnefestival konceptet, som Billedskolen Horsens står bag, satte nye rekorder på trods af COVID-19. I uge 11 stod Billedskolen Horsens klar med Tegnefestival og DM i Tegning – årets højdepunkt for tegneglade børn og unge i alderen 9-21 år. Som følge af regeringens nedlukning af Danmark måtte begge events aflyses med kun et par dages varsel og dermed skuffe massevis af børn og unge fra hele landet. Aflysningen udfordrede arrangørerne til at gentænke tegnefællesskabets form – og rykke tegnefesten online. Mindre end 14 dage efter lanceredes Tegnefestival TV, som er den pilottest, konceptet i projektet bygger på.
”Med udbruddet af COVID-19 stod det klart for flere af os – som af nød måtte gå hele vejen ind i den digitale verden – at inddragelsen af publikum sker på markant andre præmisser, når det fysiske møde ikke er en realitet,” fortæller Jannik Broz, som er leder af Billedskolen Horsens, der står bag projektet.
Flere end 45.000 børn og unge deltager i live-streams
Tegnefestival inviterede børn og unge til at deltage i en række online events, som blev live-streamet via Facebook i foråret 2020. I alt interagerede flere end 45.000 børn, unge og voksne med disse online aktiviteter, hvilket var en rekordhøj stigning i forhold til tidligere år. Aktiviteterne talte bl.a. live-stream af DM i Tegning, Tegnefestival TV og fælles-tegning af Dronningen.
”På trods af COVID-19 har 2020 været et eventyrligt år for Tegnefestival og DM i Tegning. Aldrig har vi været i kontakt med, og interageret med, så mange børn og unge, som efter vi har rykket vores aktiviteter online. Vi ser derfor ingen grund til, at kunstmuseerne ikke også skulle kunne få deltagere fra hele landet til at deltage hjemmefra i de fællesskaber, der i et digitalt univers kun er få klik væk,” fortæller Jannik Broz.
Inddragelse af publikum er i centrum
Projektet indebærer, at de fire deltagende museer er vært for en event, som tager udgangspunkt i en udstilling eller kunstner, som de ønsker at formidle digitalt via live-streaming og opgaver til publikum. Her udvikles et antal praksisnære opgaver, der matcher det ønskede fokus, læringsindhold og målgruppe.
Opgaverne løser publikum hjemmefra eller i skolen med eksisterende materialer. Opgaverne bliver frigivet via en digital platform som Facebook eller Instagram, hvor upload og instant feedback er mulig. Publikum opfordres eksempelvis til at uploade et foto af deres eget værk, hvad end det er en tegning, en collage eller andet. Dermed kan alle interesserede lade sig inspirere af hinanden og samtidig få følelsen af at være en del af et visuelt kreativt fællesskab.
Viser helt nye veje for formidling af kunstskat
Projektet indebærer to mindre SoMe-livestreams og to TV-lignende shows hos de fire statsanerkendte museer. Disse events forankres i lærerige introduktioner til temaer inden for kunst og kultur og bliver yderligere styrket gennem involvering af fagspecialister, gæsteværter og kunstnerbesøg. Efter COVID-19-krisen vil konceptet kunne videreføres som en kombination mellem fysisk tilstedeværelse på museerne og deltagelse via SoMe.
Inden projektet er omme, vil best practice blive nedfældet, så andre museer vil kunne gentage konceptet med de ressourcer og udstyr, de allerede har i huset. På den måde, vil projektet vise vejen for, hvordan live-streaming og inddragelse af publikum kan ramme lige ned i museernes kerneopgave – nemlig formidling af den danske kunstskat til et bredt publikum.
Det metodeudviklende projekt er støttet af Statens Kunstfond og Sparnord Fonden.