YNGSTEBORGERNES MØDE MED MUSEERNE

YNGSTEBORGERNES MØDE MED MUSEERNE

Sammenhænge, fællesskaber og borgerdannelse gennem kunst, kultur og natur.

I maj 2014 udsendte kulturministeriet en ”Strategi for små børns møde med kunst og kultur” og i kølvandet på det; støttemuligheder til gode og velmenende initiativer på området.

Kunsten og kulturen skulle nu seriøst være en del af børn og unges liv, hjulpet på vej af en politisk melding og en række startskudsprojekter fra regeringens side. Her kan nævnes; Kulturkufferten, Ungekulturportal og projektet En styrkelse af arbejdet med børn og unges mediekundskab.

Yngre børn på museer er ikke et sjældent syn i dag. Museer er ikke længere et fremmed og sært sted i børns bevidsthed, og det undrer og generer ikke længere andre besøgende, at det vrimler med glade og nysgerrige børn.

Men til trods for gode initiativer, er det langt fra alle børn, der møder kunst og kultur i hverdagen, som det var Kulturministeriets formål med strategien. Det er en kompliceret samfundsstørrelse at arbejde med, dels fordi der i målgruppen ”børn” er mange differentierede udviklingstrin og mange forskellige institutioner involveret omkring børnene, dels er der sociale forskelle. Hvilke institutioner og familier der kan, og gør hvad, afhænger til stadighed af de resurser, som er til stede de enkelte steder – også når det handler om at samarbejde og udvikle nye initiativer for børnene og deres møde med kunst, kultur og natur.

Yngre børn, børn og unge er en målgruppe, som muse- erne bevidst, fagligt og seriøst beskæftiger sig med. Måske endda satser på. Eksempler på spændende samarbejdspartnerskaber og relationer er der heldigvis mange af. Der udvikles projekter og man eksperimenterer med, som museum, at få betydning for de yngste borgere, skabe sammenhænge, fællesskaber og dannelse, tænke os ind som alternative læringsrum og være det fælles tredje, hvor leg, identitet, refleksion og kompetenceudvikling kan dyrkes. Tiltagene er lokale, men bevægelsen er national.

Dette MiD Magasin illustrerer meget fint, hvor mange forskellige og skønne projekter der er, eller har været i gang, ude i det danske museumslandskab, for netop denne gruppe borgere.

Tak for artikelbidragene og viljen til at dele. Uden jer, intet magasin.

MiD håber, at projekternes entusiasme, virkelyst, iderigdom og erfaringer vil inspirere og appellere til andre dygtige og kreative formidlere, til STOR glæde og gavn for de SMÅ og lidt større børn OG et kontinuerligt møde med kunsten og kulturen.

Med ønsket om et godt efterår, Birgit Pedersen, Formand for Foreningen MiD

Scroll to Top