SMÅ SKRIDT – STORE EVENTYR

En sommerdag i august kommer en gruppe børnehavebørn gående. De skal besøge H.C. Andersens Hus, hvor de skal være med i læringsforløbet ”På eventyr i haven”. Forud for besøget ligger års udvikling af det nye H.C. Andersens Hus, udstillingen, bygningen og haven, men ikke mindst arbejdet med at finde nye veje til at formidle H.C. Andersen for dagtilbudsområdet. Gennem projektet ”Små skridt – Store eventyr”, der er finansieret af Nordea-fonden, har vi haft mulighed for at have et særligt fokus på de yngste museumsgæster. Vi har udviklet fire forskellige tilbud til de 0-6-årige og derudover haft særligt fokus på aldersgruppen i museets børneunivers, Ville Vau. ”På eventyr i haven” er ét af de fire særlige forløb til dagtilbudsområdet.

Det første eventyr

I haven møder børnene en af museets formidlere. Ved siden af hende står en stor træstamme. Formidleren begynder at fortælle et natureventyr for børnene, men hurtigt kommer hun i tanke om, at muldvarpen Mulle ofte gemmer sig i træstammen ved siden af hende. Og ganske rigtigt, bag en låge i træstammen sidder den. Mulle elsker eventyr, men den hører ikke så godt, og den kan næsten ikke se noget. Derfor har den brug for børnene til at gå på opdagelse i naturen, og tage den med til alle de spændende planter og ting i haven. Så med Mulle i hånden, går børnene nu ud i haven for at vise den alt, hvad de ser.

Muldvarpen Mulle har en helt særlig rolle i forløbet. Den blev et gennembrud til at få skabt en tryg dialog med børnehavebørnene. Som museumsformidlere oplever vi ofte, hvor svært det kan være at få små børn til at deltage i en dialog om det, de ser og oplever. Enten oplever vi ”gæt-hvad-formidleren-tænker” eller også er børnene generte, fordi de ikke kender formidleren. Mulvarpen skaber et trygt rum for børnene, men får dem også til at kigge på naturen med helt nye øjne. Børnene vil gerne følge med i Mulles oplevelser – og måske selv få lov til at vise den, noget af det, de har opdaget i naturen, på en hel anden måde, end når formidleren beder dem løse samme opgave.

Kunsten at give plads til eventyret

På denne augustdag får en dreng øje på noget, han mener ligner en dinosaurknogle, og råber begejstret: ”Åh, prøv lige at se, der ligger en dinosaurknogle! Giv mig lige Mulle!”. Formidleren giver drengen Mulle og spørger nysgerrigt ind til, hvordan drengen kan se, at det er en dinosaurknogle. Drengen forklarer, at det kan han se på størrelsen, og den måde den ser ud. Andre børn tilføjer, at de kan se bidemærker fra andre dinosaurer.

Eksemplet viser endnu et skift i den måde, vi bruger børnenes bidrag i formidlingen. Voksne formidlere har en tendens til at ville styre børnenes fantasi til at finde ”det rigtige” i museet, selv når intentionen er at møde børnene i en åben og ligeværdig dialog. Men stærkt inspireret af Peter Worleys tilgang til den filosofiske dialog, erfarede vi, at hvis vi spørger nysgerrigt, men ikke giver plads til børnenes fantasi, så stopper de hurtigt med at bidrage til den fælles oplevelse, vi sammen skal skabe. Derfor er det blevet den vigtigste regel i formidlingen, at vi kun spørger børnene om ting, vi er nysgerrige på at få deres svar på. De historier og præmisser der har et rigtigt svar, er derfor ikke en del af dialogen, men en del af rammesætningen, så vi får skilt den åbne dialog fra det faktuelle.

Det fælles eventyr

Børnene går videre rundt i haven og udfører undervejs forskellige aktiviteter, som for børnene blot bliver en del af legen med Mulle, mens de samtidigt arbejder med forskellige temaer og greb fra H.C. Andersens natureventyr. Til slut på turen mødes børnene omkring museets lille teater. Her samles børnenes mange ideer og oplevelser fra haven i et fælles eventyr. Børnene skiftes til at komme med ideer til både karakterer og handling, mens formidleren løbende samler op på ideerne og sikrer, at eventyret skrider fremad. Til sidst afrundes forløbet af formidleren, der fortæller Mulles eventyr. For muldvarpens eventyr er præcis dét eventyr, som børnene har oplevet gennem forløbet, og sammen med Mulle, tager børnene nu hjem for at finde flere eventyr i naturen. Mulle er nemlig så heldig, at komme med børnene hjem.

Ved nysgerrighed, en åben dialog og en fælles medspiller i Mulle, får børnene mødt naturen på en ny måde gennem H.C. Andersens værker og tænkning – og ikke mindst har de yngste museumsgæster fået mulighed for at skabe deres egen kultur, i samspil med vores fælles kulturarv.