NYE RAMMER GIVER NYE FORTÆLLINGER

Kunstformidlingen på Skagens Kunstmuseer var i 2020 både udfordrende og udviklende. Normalt er nærvær, dialog og fælles oplevelser udgangspunktet for omvisninger og arrangementer, men i en tid hvor afstand er en dyd og museet to gange har måtte lukke for publikum, kan kunstformidlingen ikke foregå som den plejer.

På en almindelig sommerdag i museets højsæson cirkulerer 4-5 omvisere med grupper på 20 mennesker omkring de samme hovedværker i Skagens Museums sale. Der er god tid til at spørge, svare og stille sig lidt tættere på eller længere væk for at få alle dimensioner af malerierne med. Men sådan en dag hvor alle sveder, står tæt og taler på kryds og tværs, hører 2019 til. I år var det ganske enkelt umuligt.

Samtidig var det også vigtigt for museet at tilbyde gæster et sikkert museumsbesøg, der mindede en smule om det man kunne forvente før Corona og nedlukning. Skagens Kunstmuseer tog derfor andre metoder i brug: Formidling udendørs og digitalt.

Ud i vejret

De sidste mange måneder har forbipasserende kunne se Ane Bjerg Thomsen og Kresten Langvold, museets to kunstformidlere, løfte deres røst foran Laurits Tuxens karakteristiske statue af Michael Ancher og P. S. Krøyer.

”Det var frygtindgydende i begyndelsen, i alle tilfælde som tanke,”fortæller Kresten Langvold. Han forsætter: ”Man er så vant til at kunne pege på værkerne og identificere de virkemidler, man taler om eller refererer til, og så fik man jo en forestilling om, at man ville komme til at stå på bar mark uden noget bag sig!” Langvold opdagede imidlertid, at han langt fra var på bar bund – eller mark. ”Noget af det helt særlige ved Skagens Museum og de to kunstnerhjem, Anchers Hus og Drachmanns Hus, er jo at de ligger lige dér hvor værkerne er blevet malet,” forklarer Langvold, ”…og det kan man virkelig formidle, når man står midt i det. Vi har Havehuset, Krøyers atelier, Anchers Hus og Drachmanns Hus lige omkring os, så man kan simpelthen bare forholde sig til bygningerne og fortælle om de mennesker, de har haft forbindelse til.”

Netop det gjorde også Ane Bjerg Thomsen hele sommeren. Hun ledte gåturen ”I Anna Anchers fodspor”, som var en to kilometer lang vandretur i kvarteret omkring Skagens Museum, hvor Anna Ancher boede hele livet. ”Tanken var at fortælle om det Skagen, Anna Ancher faktisk voksede op i. Hovedtendensen i hendes produktion har været, at hun har malet i det kvarter, hvor hun boede. Hun har mere eller mindre malet det, hun kunne få øje på fra sofaen, og idéen med gåturen var at vise folk det,” siger Thomsen.

Kunstformidleren opdagede at gåturen udendørs, omgivet af bygninger og veje frem for malerier, gav hende mulighed for at fortælle nogle andre historier om den velkendte maler, bl.a. om de dele af Skagens lokalhistorie i slutningen af 1800-tallet, som ikke er repræsenteret i skagensmalernes motivvalg. ”Der er bl.a. anlæggelsen af havnen og jernbanen, som har enorm betydning for skagboerne, men som absolut ikke er at finde i skagensmalernes produktion,” fortæller Thomsen.

Hun fortæller samtidig at det var en balancegang hele tiden at centrere fortællingerne omkring Anna Ancher, så gåturen ikke blev lokalhistorisk. ”Opgaven var hele tiden at bringe Anna Ancher i spil og fortælle hendes historie. Det betyder i praksis at når vi passerede Brøndums Hotel tog jeg udgangspunkt i Anna Anchers fødselsår og bredte fortællingen ud til at handle om mere end hendes fødsel; den var udgangspunkt, men gav også lejlighed til at fortælle at det var det år, hvor H. C. Andersen kom kørende til Skagen, hvilket lod mig gå videre til at fortælle, at man kom herop med hestevogn i mange, mange år,” forklarer Thomsen.

De to kunstformidlere opdagede samtidig at visse dele af deres formidling endda blev beriget af at befinde sig udenfor. For eksempel tilføjede det skiftende, danske vejr en ganske sanselig dimension til Langvolds formidling. En dag opdagede han et blommetræ i museets have, som stod op ad en gammel mur og illustrerede noget, som malerier ellers plejer at hjælpe ham med: ”Når solen skinner, kaster blommetræet skygger på væggen, der danner mønstre som fuldstændig ligner dem, man igen og igen ser hos Anna Ancher, når hun maler skygger på væggen. Og det er jo en glimrende effekt at have med sig til at illustrere hvad lys og skygge betyder for Anna Ancher – hvordan det faktisk kan være hendes motiv,” forklarer Langvold.

Thomsen oplevede, at deltagerne på hendes gåtur var væsentligt mere snakkesalige end deltagerne på en omvisning i museets sale. ”Folk har meget mere lyst til at tage ordet, når de ikke står inde i sådan et stort, rungende rum, som en museumssal er,” siger hun. ”Når man bevæger sig sammen udenfor, går man lidt ved siden af nogen og lidt ved siden af nogen andre, og det er meget lettere for folk lige at stille et spørgsmål undervejs. Det er uformelt.” Den uformelle stemning blev ifølge Thomsen understøttet af at gruppen ikke var omgivet af andre museumsgæster og omvisere, hvis mange ekstra ører kan gøre det intimiderende at stille et spørgsmål.