NÆRVÆR PÅ AFSTAND

Nærvær på afstand

Coronakrisen fik Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg til at tænke i nye formater for at bringe fællesskab og kultur ud til folket. Det gav erfaringer, der tages med ind i fremtiden. Især i en krisetid har kunst og kultur værdi, fordi det skaber fællesskab, håb og lys i en mørk tid. Det blev tydeligt, da danskerne for eksempel støvede Højskolesangbogen af og i stort antal tunede ind på Fællessang med Phillip Faber: Coronakrisen mindede os om værdien af kultur, da den pludselig ikke længere var så tilgængelig, som vi var vant til.

\"\"

 

Da landet og dermed Kunsten i Aalborg lukkede ned i foråret, rykkede museet på nettet med en række streamede samtaler og performances. Overordnet var emnet kulturens betydning for samfundets sammenhængskraft. Samtidig tilbød Kunsten Kreativitarium undervisning udenfor, lagde formidlingsvideoer på digitale platforme og gav ældres afsavn visuelt liv.

Også på Kunsten blev der lavet initiativer til kulturelt nærvær på fysisk afstand. De blev vel modtaget og gav erfaringer, som tages med videre, når verden atter bliver normal.

 

Verdensstjerner i dagligstuen

Da landet og dermed Kunsten i Aalborg lukkede ned i foråret, rykkede museet på nettet med en række talks: danish.global.culture.talks, der primært handlede om kulturens betydning i en krisetid.

danish.global.culture.talks var online-debatter med et globalt udsyn. Kunsten slog sig sammen med NordicLA, der er et dansk initiativ, baseret i Los Angeles. NordicLA er en platform for udøvende kunstnere og kreative virksomheder. 

Hver debat var opbygget, så der var en samtale samt et kunstnerisk indslag af eksempelvis Simon Kvamm eller Kwamie Liv.

Emnerne var f.eks. ”New Culture Industries in a Time of Change” og “Art, Creativity and Play in Learning” og paneldeltagerne var kunstner Ryan Gander, Bjørnstjerne Christiansen fra Superflex, arkitekt Anders Byriel, kurator Troy Conrad Therrien fra Guggenheim og mange flere førende kunstnere, forretningsfolk og tænkere fra Danmark og resten af ​​verden.

danish.global.culture.talks er blevet set af 29.427 unikke brugere fra hele verden.

danish.global.culture.talks blev født ud fra en undren over, hvorfor kultur i starten blev opfattet som flødeskum på kagen og nedtonet i den politiske debat fremfor at betragtes som en lim, der holder samfundet sammen. Vi blev bekræftet i, at kulturen har en enorm betydning for alt fra den enkeltes livsværdi, for fællesskabet og som fundament for samfundets vækst. Vi tager de gode erfaringer med det digitale format med os og inkorporerer det i daglig praksis – for den brede interesse viser os tydeligt, at vi som museum i Aalborg ikke behøver lade os begrænse af geografi, og at vi har et produkt, som efterspørges nationalt og internationalt, siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten og vært på debatterne. 

 

Lys i mørket

Kunsten Kreativitarium, der hovedsageligt henvender sig til børn og unge, har ligeledes gået nye veje.

”Corona har været udfordrende for os, da vi normalvis vægter det personlige møde, samtalen og sansernes møde med kunsten meget højt. Men nedlukningen har vist os, at det også er muligt at skabe nærvær og kreative møder mellem mennesker på afstand,” siger Peter Juul, leder af Kunsten Kreativitarium.

Kunsten Kreativitarium har blandt lavet formidlingsvideoer på digitale platforme under nedlukningen. Og da skoleeleverne var tilbage, men museet stadig nedlukket, så tilbød Kunsten kommunens skoleforvaltning, at museets park kunne bruges som ekstra læringsrum for de skoler, der manglede plads på grund af afstandskrav og krav om udeundervisning.

Kreativitarium stod ligeledes bag konceptet ”Et møde mellem glasset”. Her besøgte børnehaveklassebørn de ældre på plejehjem. De ældre havde forud for mødet indtalt, hvad de savnede under nedlukningen – og så malede børnene det på en rude ind til de ældres opholdsrum.

”Det var et helt magisk møde mellem to generationer i hver sin ende af tilværelsen. Fællesskabet var tydeligt, da alle kan forholde sig til for eksempel at savne et kram. Og det understregede, hvor meget værdi kunst og kreativitet kan give,” siger Peter Juul.

Se tv-indslag om undervisning i parken: KLIK HER

Se tv-indslag om ”Et møde gennem glasset”: KLIK HER

Scroll to Top