INSPEKTØR TIL DU DØR…?

I alle mine dage i museumsverdenen har jeg haft det svært med titlen ”museumsinspektør”. I selve titlens semantik synes den nemlig at pege på et felt, der allerede findes i en ideal form, og hvor inspektørens rolle, således er at bevare eller beskytte denne form. Selv er jeg imidlertid båret af en skabertrang, hvor jeg hele tiden har lyst til at sætte ting sammen på nye måder eller at etablere nye perspektiver på det bestående.

Museumsarbejdet er for mig således ikke et spørgsmål om at bevare og opretholde et allerede eksisterende autonomt historisk felt, men at skabe nye relationer og livtag med det historiske, så det byder sig til på vedkommende og udfordrende måder. Samtidig glemmer en sådan ”bevaringsorienteret” opfattelse af det museale genstandsfelt at medtænke, hvordan det historiske altid er indlejret i nutiden og nutidens organiserende blik på fortidens kontinuum. At omgås historien er at bruge den og dermed også i en vis udstrækning at skabe den. 

Et diffust opgavesæt

Når jeg hænger mig i noget så øjensynligt ligegyldigt som en titel, er det måske også fordi den implicit er med til at aftegne arbejdsvilkårene og udviklingsmulighederne både vertikalt og horisontalt i museumsorganisationerne. Inspektørtitlen er nemlig en enorm diffus afgrænsning af kompetencesæt og opgaveroller. På den vis føles titlen lidt som et levn fra en ikke så fjern fortid, hvor inspektøren ofte var eneste mand i museumsbiksen og derfor skulle spænde over alt fra udstillingsopsætning og genstandshåndtering til indkøb af rengøringsartikler. Og hvor dele af museumsvæsenet, fx kommunikation, marketing og værtskab, i stigende grad professionaliseres og kompetenceudvikles, så er inspektørrollen stadig underligt bred og intetsigende. I centrummet for det hele står kongen stadig: Museumsinspektøren, der med sin titel åbenbart kan dække over snart hvad som helst, og som både i semantik og virke peger tilbage på det, der var engang. Det er problematisk af flere årsager.

Manglende rolleafklaring

En moderne projektorganisation er kendetegnet igennem samarbejder, men disse fungerer bedst, når netop der er klart definerede kompetencer og roller. Først da opstår der nemlig et trygt grundlag for at åbent kunne diskutere og udvikle. Derfor er det en fast del i mange kreative udviklingsværktøjer at sammensætte udviklingsgruppen ud fra forskellige roller og kompetencer, eller simpelthen at tildele nogle specifikke roller som et led i processen. Sådanne sammensatte projektgrupper vil naturligt være bedre til at tænke i oplevelseshelheder og kunderejser, fordi de i udviklingsarbejdet kommer omkring forskellige relationer og positioner. Men sidder der to-tre museumsinspektører med diffust definerede kompetencesæt og lidt forskellige tilgange til opgaven, så truer arbejdet hurtigt med at forvandle sig til en undersøgelse af anciennitet, en udmattelseskrig eller et fokus på hvilke smådetaljer, der er væsentligst at hænge sig selv i.

Faglighed som en platform for arbejdet

Hvor tillokkende det end kan lyde at have en så diffus titel, at man kan mene noget om det hele, så kan det samtidig være ødelæggende for den enkelte inspektør. For det er min oplevelse, at for langt de fleste inspektører er arbejdet båre af en søgen efter meningsfuldhed. Men meningsfuldhed kræver autonomi – at man har en platform at stå på, eksempelvis en kompetence man kan synliggøres igennem og handle ud fra – og med så diffus en titel som inspektør, hvor både alt og intet kan være kompetencefeltet, er der potentielt så lidt fast grund at stå på, at den enkelte inspektør hele tiden må være på vagt, angst for at miste muligheden for at være i det meningsfulde. Hele tiden overladt til tilfældige luner fra ledelsens side, fordi den ene inspektør vel er lige så god til det hele som den anden.

Inspektør til du dør

Endelig så er inspektør-titlen samtidig kompetence- og karriereudviklingens parkeringsplads. Når man først har fået inspektørtitlen, så er man ankommet – til en karriere, der kan udvikle sig ingen steder hen, fordi systemet ikke er beregnet på udvikling, men på stilstand. I engelske firmaer har de meget ofte årlige ”appraisals”, hvor medarbejderne får feedback og kan fornemme retning i den i øvrigt store jungle af junior, senior, associate og andre titler, der er med til at skabe en karrierestige fyldt med trin, man kan træde op på, hvis man ønsker det. Men i stedet for at være under udvikling, på vej et sted hen, skaber inspektørtitlen altså snarere et bevaringsprojekt.

Men hvorfor er det så sådan? Hvorfor er inspektørtitlen ikke blevet afløst af kompetencebaserede jobtitler? Mit bud er at det så småt er på vej til at ske. Men det er også mit bud, at når det går ret langsomt, skyldes det at mange museer stadig i kernen tænker sig selv som bevarende og konserverende frem for udviklende. Dét – og så det faktum at den kompetenceløse titel favoriserer anciennitet over talent, hierarkiske siloer frem for udvikling på tværs og ikke mindst ledelsesluner over medarbejderfaglighed.