GIV MIG EN OPLEVELSE, OG JEG GLEMMER DET ALDRIG

GIV MIG EN OPLEVELSE, OG JEG GLEMMER DET ALDRIG

I de seneste år har Nationalmuseet København haft stort fokus på oplevelsesbaseret formidling. 

Det har kastet helt ny faglighed og viden af sig. I praksis betyder det bl.a., at museets inspektører er blevet til oplevelses- og læringsdesignere.

\"\"

Ny kurs mod legende oplevelser

I 2017 fik Nationalmuseet udarbejdet en ikke-brugerundersøgelse. Den blev en øjenåbner. Den afslørede, at omtrent 43% af danskerne ikke har været på Nationalmuseet de sidste 10 år. Undersøgelsen viste også, at vi er usynlige, at vi er kedelige, og at vi er en engangsforestilling. Det satte skub i udviklingen af en strategi, der sætter museumsgæsten i det absolutte centrum for vores gøren og laden.

Hjørnestenen i museets strategi 2020-2024 er derfor, at museet skal være et sted, hvor historien vil os noget. Vi taler om bevægelser fra at være skatkammer til at blive folkets museum. Vi skal ikke længere kun tilbyde leksikal viden om genstande. Vi skal fortælle historier om genstande, og ikke mindst om de mennesker, der havde dem i hænderne og brugte dem.

Alt dette kræver en videreudvikling af vores formidling. Ikke forstået på den måde, at vi skyller alt det, vi har lært ud med badevandet. Vi står nemlig på skuldrene af vores forgængere og andre formidlere. Dermed heller ikke være sagt, at museet negligerer sin undervisnings- og formidlingsforpligtelser. Men vi ønsker at opløse den berygtede oplysning-oplevelsesdikotomi ved at udforske og afprøve nye oplevelsesbaserede formidlingsformer og -formater, der tager udgangspunkt i forskningsbaseret viden. Vi ønsker at skabe oplevelser med udgangspunkt i historien, som vækker følelser og involverer flere sanser. Fordi sanseindtrykkene skaber refleksion og forståelse både i kroppen og i hjernen. Kort sagt skal dét at besøge Nationalmuseet være en legende, engagerende, autentisk, underholdende, og interaktiv oplevelse.*

Nye kompetencer, nye titler, nye faciliteter og et helt nyt laboratorium

\"\"

I 2019 understregede Nationalmuseet København museets brugerrettede oplevelsesambitioner ved at oprette nye medarbejderenheder, der arbejder med kreativ udvikling, oplevelser og leg.

Inden forandringen havde museets formidlere en klassisk museal uddannelsesbaggrund inden for historie, etnologi eller arkæologi. Fagfagligheden er ikke tilsidesat, men nu bliver andre uddannelsesmæssige baggrunde og kompetencer som design, leg, innovation, læring, partnerskaber, samskabelse også prioriteret. Senest har museet ansat en seniorforsker i oplevelsesbaseret formidling, der skal følge og kvalificere udviklingen mod et oplevelsesbaseret museum på helt tæt hold.

Vendingen imod de legende, udforskende oplevelser har samtidigt skabt et behov for at udvikle nye arbejdsmetoder, der bryder med vores vanetænkninger og udforsker museets grænser. Af samme grund udviklede afdelingen en ny facilitet – kaldet PlayLab – i inspirerende dialog med folkene bag LegoHouse og PlayLab KP. Nationalmuseets PlayLab er et laboratorium, hvor vi eksperimenterer, leger, konkretiserer og tester oplevelser.

Et lege-laboratorium med udklædning og mixerpult

I Nationalmuseets PlayLab foregår udviklingsarbejdet væk fra skrivebordet. Det sker i et rum, der inspirerer til en legende og eksperimenterende arbejdsform. I vores lege-laboratorium har vi bl.a. udklædningstøj, workshopfaciliteter, en krea-bar og en fortællestation til at designe og udvikle historiefortælling. Og ikke mindst en UniversMixer. Med den eksperimenterer vi med lyd, lys og billedprojektioner i og uden for udstillingerne. Den giver os mulighed for at udforske fordybende, sansemættende scenografier i udviklingen af nye udstillinger og i vores aktiviteter rettet mod vores gæster.

Nationalmuseet vil skabe medrivende og nærværende fortællinger, der bevæger sig ud over oplysende informationsoverførsel. Vi bruger Fortællestationen til at designe og udvikle de bærende fortællinger og karakterer i vores oplevelser. Men ikke kun det. Vi bruger den også til at styrke vores om- og underviseres mundtlige performance i mødet med vores gæster. Fortællestationen er et dialogisk værktøj, der strukturer, styrker og bevidstgør vores udvikling af narrative oplevelsesforløb.

Vi har altid været historiefortællere, men nu optimerer vi vores metoder til at gøre fortællingerne skarpere og finpudse dramaturgien. Alt sammen for at skabe forbindelser og nærværende møder mellem nutidens museumsgæster og fortidens mennesker i troen på, at vi kan lære af dét, der var der før.

PlayLab har tilmed givet os et fælles sprog, for alt det vi gør. Vi er langtfra færdige, men det er også en af pointerne. I PlayLab skal vi løbende udvikle nye oplevelser og løbende udvikle os. Vi skal generere ny viden om resultaterne af PlayLab – både for vores gæster og for vores egne arbejdsprocesser.

* Det er muligt at være legende og alvorlig på samme tid, og denne tilstand definerer det ideelle mentale forhold. Fraværet af dogmatisme og fordomme, tilstedeværelsen af intellektuel nysgerrighed og fleksibilitet, kommer til udtryk i forbindelse med bevidsthedens frie leg med en genstand. (John Dewey, Hvordan vi tænker, Forlaget Klim, 2009, s. 236)

Scroll to Top